Fortykningsmidler er en ny type funktionelt polymermateriale, der har udviklet sig hurtigt i de senere år. De bruges hovedsageligt til at øge produkternes viskositet eller konsistens og er kendetegnet ved lille dosering, betydelig fortykkelseseffekt og brugervenlighed. De er meget udbredt i medicinalindustrien, trykning og farvning, kosmetik, fødevaretilsætningsstoffer, olieudvinding, papirfremstilling og læderforarbejdningsindustrien.
Industrielle fortykningsmidler opstod i det 20. århundrede. I 1953 introducerede Coodrich det første helt syntetiske fortykningsmiddel-polyacrylsyrefortykningsmidler-på markedet. I 1960'erne begyndte natriumpolyacrylat at blive brugt i fødevareindustrien i udlandet. I øjeblikket er W/O-type polyakrylsyrelatex, som et vandfasefortykningsmiddel, meget udbredt i tekstiltrykpastaer, farvning og efterbehandling og industrielle belægninger.
I midten af-1970'erne begyndte mit land forskning i syntetiske fortykningsmidler. I de senere år er der med succes udviklet flere syntetiske fortykningsmidler indenlandsk, hvoraf de fleste er anioniske syntetiske fortykningsmidler, såsom det syntetiske fortykningsmiddel KG-201 udviklet af University of Science and Technology i Kina og det syntetiske fortykningsmiddel PF udviklet af Shenyang Chemical Research Institute. Tværbundet polyakrylsyrelatex bruges i vid udstrækning som fortykningsmiddel til belægninger og tryk. Denne type anionisk fortykningsmiddel har dog stadig nogle ulemper, såsom mindre end ideel elektrolytmodstand, tiksotrope egenskaber af pigmenter og farveudbytte under udskrivning. I 1980'erne blev polyurethanassociative fortykningsmidler udviklet. I øjeblikket producerer kun få internationalt anerkendte virksomheder som ICI, DuPont, Sun Chemical og KYK dette produkt, og deres produktionsteknologi er strengt kontrolleret, hvilket resulterer i monopolistisk prisfastsættelse. Forskning i vandbårne polyurethanfortykningsmidler i mit land startede relativt sent. I de senere år har indenlandske virksomheder efterlignet udenlandske produkter og udviklet nogle, men resultaterne har været utilfredsstillende, og produkterne er ikke blevet serialiseret, hvilket begrænser deres anvendelse til lavprisprodukter.
